søndag, 30 august 2015 12:00

Reborn in Hell – Flyvestation Værløse

Skrevet af Claus Dietz

Hvem: Reborn in Hell
Hvor: Flyvestation Værløse
Distance: 11 km+
Antal forhindringer: 45+

Vi får besked på at gå ombord på den militære lastbil, der holder foran os. Starten er allerede gået! Vi kigger lidt vantro på hinanden, men vi må hellere gøre, hvad manden siger. Skulle det her ikke være et løb? Altså sådan et, hvor man bevæger sig frem ved hjælp af sine egne to ben (eller arme, og nogle gange via sin racebuddys hjælp). Der kommer et par nervøse jokes, mens lastbilen blæser ned ad vejen. Alle dukker sig, da lastbilens side rammer et par grene, som hænger ud over vejen. I det næste bremser lastbilen op. Bagsmækken bliver revet ned, og et par soldater råber, at vi skal se at komme ud.

Min fod rammer asfalten og i det samme går en røggranat af ved siden af mig. Jeg sætter i løb. Hører skuddene, da min militære træning kommer tilbage til mig. Hvor er min buddy? Jeg vender mig. Hun sprinter op til mig. Der bliver skudt igen. Instinktivt sætter jeg tempoet op. Min buddy kæmper for at følge med. Men vi bliver nødt til at holde sammen, for i dag skal vi igennem helvede sammen!

Vi følger markeringerne, som fører os hen til en bunke gamle bildæk, som skal en tur over en lille (og meget stejl) bakke, inden vi kommer til powerpull. En jerrycan fyldt med det tungeste materiale i verden, skal en tur op og nyde udsigten over den nedlagte flyvestation. Jeg hopper op og griber fat i tovet. Jerrycan’en rykker sig 1 cm! Jeg prøver igen. 1 cm mere! Mens jeg bander over at fået den jerrycan med højdeskræk, kommer min buddy og tager fat i tovet. Nu rykker vi. Hun holder tovet fast, så jeg kan flytte mig længere op på tovet og trække ned. Så holder hun fast igen og jeg flytte mig op igen. Sådan bliver vi ved inden den stædige jerrycan er helt oppe, og vi kan forsætte. Teamwork!

Vi kommer til en tætning, og lige pludselig bliver der skudt igen. Jeg stopper op. Hvad sker der? Alle mine sanser arbejder på højtryk. Jeg skal til at kaste mig i dækning, da der springer en folk soldater frem. En af dem råber: NED OG GIV MIG 20! Jeg indtager instinktivt udgangsstilling til armstrækkere. Jeg tæller: 1 og 2 og 3 og…. Mine arme pumper. Min skulder knager. Den dumme skulderskade er ved at sprænge op igen. Jeg kigger til siden. Min buddy er i gang med burpess. Soldaterne råber, at vi skal forsætte fremad.

Jeg drejer om et hjørne og står lige pludselig i mudder til brystet. Jeg får trukket min fod fri et eller andet sted nede i mudderet, og langsomt kan jeg begynde at vandre fremad. Jeg føler mig lidt som Martin Sheen i Platoon og forventer, at vi om lidt møder de fjendtlige vietcong. Længere fremme hører jeg stemmer, og i et splitsekund overvejer jeg at vende om. Jeg kigger mig tilbage, det vælter frem med andre racers bagfra. Jeg kan høre, at vi er erkendt. Der er kun en vej, og det er fremad!

Vi løber igennem de høje siv, smurt ind i mudder. Bag os kan vi stadig høre soldaterne. Jeg tager min buddys hånd. Vi skal væk, og det i en vis fart. Men hun kan ikke løbe, fordi hun sidder fast et sted mellem mudder, store grene og andre racers. Igen træder det gammel kodex ind. Man efterlader ALDRIG en buddy. Jeg må hjælpe og støtte, så meget jeg kan.

Vi kommer ud af sivene, og jeg ser, at vietcong har sat en kæmpe forhindring i form af et halmballetårn for at forhindre vores flugt. Men der skal mere til at stoppe en DOCRacer! Vi løber hen til tårnet og begynder at arbejde os op. Jeg springer op og rækker hånden ned til min buddy. Men stædig, som hun er, vælger hun at kæmpe sig op til toppen og ned igen alene. SÅDAN! Ingen spor af hendes højdeskræk. Jeg bliver lidt stolt.

Vi løber hen mod den lille samling af træer, og her har de onde vietcongs sat snubletråde op. Men vi kan nemt kravle under. 100 meter speedkravl. Jeg kommer op og ser en gruppe racers. En af dem er i fuld kampuniform med basis og hjelm. De andre råber opmuntrende til ham. KOM SÅ BO! Han skal åbenbart giftes, og det her er hans polterabend. Stakkels mand. Altså fordi han skal giftes ?

Vi forsætter vores flugt, da jeg pludselig mærker noget i baglåret. Vietcong har ramt mig. Jeg er sikker på, at jeg kunne høre skuddene fra deres AK47. Jeg kigger ned og tager mig til baglåret. Ingen blod?! Jeg kigger mig lidt omkring. Alt virker normalt ud over et par raceres, der kigger underligt på mig. Jeg smiler anstrengt. Det var bare krampe.

Efter lidt trilleleg med et par traktordæk, kommer vi til en bygning, som der står røg ud af. Soldaten udenfor siger, at vi skal ind og til venstre. Ned og omkring hjørnet ser jeg et kæmpe spiderweb. Jeg får kæmpet mig igennem. Jeg når kun lige omkring næste hjørne, da jeg ser dem. De hvide ledninger. Jeg hader strøm! Jeg tager armene op for at beskytte hals og hoved og spurter frem i håbet om at undgå de satans ledninger. Røgen svier i mine øjne. Jeg vil ud herfra NU! Men der er en gang mere. Dog kun med med mere spiderweb. Ude igen kan vi forsætte vores flugt, men vi skal lige flytte nogle olietønder over landingsbanen og tilbage igen.

Efter vi er sprunget (kravlet) over en A-buk, løber vi videre ned langs helvedets landingsbane, da vi kommer til en ny folk soldater. Den ene giver mig en maskinpistol i hånden og siger, at jeg skal ramme den lille grønne plade med 3 ud af 5 skud. Jeg misser første skud. Jeg får styr på vejrtrækningen og prøver igen. Træf! Næste skud er også et træf. Så misser jeg næste skud. Okay nu glæder det. Jeg husker tilbage på alt det, som oversergent Q lærte mig. Får rettet skydestillingen. Få styr på vejrtrækningen igen. Klemmer stille og roligt om aftrækkeren. Træf! Jeg ånder lettet op. Ingen strafrunde til mig! Jeg stiller mig til side og venter på min buddy. Hun misser sine skud. Hun kigger træt på mig, da instruktøren siger, at hvis jeg tager to dæk, så må jeg godt tage hendes strafrunde. Jeg vender mig rundt, fatter to dæk og spurter ud til den røde kegle og tilbage igen. TEAMWORK!

Vi forsætter langs landingsbanen, der virker til at forsætte i det uendelige. Men så kommer der en lille oase i form af en vandpost. Vi får en hurtig kop vand og bliver guidet ind ud i græsset igen. Vi kommer ud til en sød frivillig, som siger, at vi “bare” skal kravle under de her hvide ledninger. STRØM! FUCK! Alt i mig skriger. Traumerne fra sidste år, hvor jeg blev slået bevidstløs, kommer igen. Jeg går frem og tilbage foran forhindringen, som en rastløs løve i et bur. Jeg kan ikke. Jeg må gå uden om.

Vi kommer til pistolskydning. Jeg misser 4 ud af 5 skud. Min buddy misser også. Så jeg må tage to ture med to dæk. Jeg er sur på mig selv over at misse mine skud. Sammenbidt løber jeg videre til enden af landingsbanen, hvor jeg kan vende rundt for at starte hjemturen. Efter en under-over-under-forhindring, en A-buk og en skråvæg kommer vi til endnu en skydning. Denne gang med gevær. YES! Noget som jeg behersker! Jeg skød guldmærke på gevær, som soldat (for 15 år siden). Jeg indtager liggende skydestilling. Vejrtrækning ok. Får sigtet. Klemmer om aftrækkeren og rammer fuldkommen ved siden af målet! HVAD!?!? Jeg har ikke taget højde for sidevinden. Jeg prøver igen. Tættere på, men stadig ved siden af. 3 og 4 forsøg med samme resultat. Nr. 5 er dog en træffer! Yes, men det er ikke godt nok til at opgaven er fuldført. Jeg rejser mig, da min buddy siger, at hun vælger at være en gentlewoman og lade mig få hendes skud, så jeg har mulighed for at få oprejsning ovenpå den talentløse omgang skyderi, jeg lige har været igennem. Ned igen og samme historie om igen. Jeg må æde strafrunderne.

Vi kommer ud på en lang løbetur med et par vægge og nogle dæk, der skal på rundtur. Jeg har snart håndteret flere bildæk i dag, end et helt formel 1 pitcrew gør på en hel sæson! Jeg er træt af dæk! Endnu et laaaangt løbestykke. Jeg er ved at være træt, men jeg kan høre, at min buddy er endnu mere træt og har brug for opbakningen. Jeg må holde sammen på mig selv. Vi har passeret opad/hen over/igennem flere forhindringer, da vi kommer til det, som ser ud til at være en lille mudderpøl. Jeg tager to skridt ud i den og synker i til knæet. Min fod sidder fast, som i kviksand. Jeg er ved at tabe min sko, da jeg hiver foden til mig. Men vi er ikke fri af mudderets klamme greb endnu. Vi skal kravle op igen via nogle rør, som er halvt fuldt med noget vand, som mest af alt ligner en kaffelatte, der har fået for meget mælk. Det må bare være en islatte, da det er lige så koldt. På den anden side af rørene, venter der to mænd med en vandslange. Der er så meget tryk på vandet, at de begge må holde den, for at kunne styre den hen mod os. På en eller anden måde nyder jeg den kolde afvaskning. Det er en varm dag i helvede.

Men de kolde afvaskninger er heldigvis ikke færdige. Vi skal over en væg. Som står på en tømmerflåde. Midt ude i en branddam, der er stor nok til at kunne slukke branden i middelstor provinsby. Jeg tager tre skridt ud i branddammen, også behøver jeg ikke tænke på bunden mere. For den er der ikke! Vi svømmer roligt ud til tømmerflåden, men jeg må stoppe lige foran den, der det er ved at udvikle sig til genopførelse af en gammel Dich Passer strech. Der står tre mænd på en tømmerflåde, som prøver at finde ud af, hvordan de kommer over en væg. Mens jeg ligger der og træder vande, får de hjulpet hinanden over. Det er Bo’s polterabend, som vi har fulgtes med den sidste km. Stakkel Bo er stadig i fuld kampuniform med hjelm og basis. De andre får hjulpet ham og de andre over. Så er det min tur. Jeg svømmer hen og tager fat i kanten. Sætter af i vandet, og som en dresseret søløve kommer jeg op og ligge på maven. Jeg må trille om på siden for at blive liggende. Jeg kæmper lidt for ikke at glide, men kommer da op på benene. Så er det min tur til at passere den våde og glatte væg. Jeg sætter af, men glider i afsættet og er ved banke kinden ind i væggen. Andet forsøg går bedre, og jeg kommer over. En tur i dammen for at svømme det sidste stykke ind. Samling med buddy og op ad bakken. Vi kan høre musikken i det fjerne, så vi må snart være i mål.

Vi løber igennem en lille samling træer, og nu kan vi se pladsen. YES! Der er ved at være udsolgt i bentøjet. Vi skal bare lige kravle under et lille gitter. HVAD! NEJ! Fanden ikke igen. Der sidder de og smiler hånligt til mig. De små hvide ledninger. Min buddy siger, at der ikke kan være strøm i dem. Der er ikke nogle batteriboks. Hun går over tager fat i en af dem. Ingenting. Okay, så prøver vi. Helt ned på maven. Helt derned, hvor mænd trækker en lille rille efter sig. Jeg stirrer på de små ledninger, mens jeg prøver at trække mig frem så hurtigt, som mine arme tillader det, og det går stadig for langsomt. Angstens sved pibler af mig. Efter hvad der føles som en evighed, kommer jeg ud på den anden side og vender mig blot for konstatere, at min buddy stadig ligger derinde. Jeg får hjulpet hende ud, og vi er klar til at indtage helveds forgård.

Foran mig tårner den 8 meter høje tallwall sig op. Da jeg tager fat i rebet, kan jeg mærke min højdeskræk blive vækket til live. Det bliver ikke bedre af, at rebet er vådt og glat. Jeg hopper op på det første trin. Kroppen kører kun på adrenalinen nu. Jeg flytter hænder op ad rebet, mens jeg tænker på klatreinstruktørens ord. IKKE KIGGE NED! Jeg fokuser kun på den kant, jeg skal over. Mine ben ryster. Jeg står på den sidste trin og skal svinge benet over, da min fod rammer kanten. FUCK! Jeg prøver igen, men mit ben blive viklet ind i de to tove. Jeg klamre mig til tovet og prøver at få fat på det andet. Det lykkes og jeg kan begynde min nedstigning. Det andet tov er heldigvis tørt, og det er nemmere at få greb i. Jeg hænger ca. midtvejs på det, da jeg får krampe i låret. Av! Sikkert nede på jorden igen begynder jeg at løbe, men når kun 10 meter, da krampen kommer tilbage, og jeg må humpe videre til næste forhindring.

Jeg får humpet mig igennem den gamle militære forhindringsbane, mens jeg priser mig lykkelig for, at der ikke bliver uddelt stilpoint i Obstacle Course Racing. For så var jeg blevet diskvalificeret lige nu. Jeg kan ikke støtte på mit venstre ben, og det højre er også begyndt at brokke sig. Så det der med at løbe, det kan jeg godt glemme altid om. Det er som kroppen siger, at hvis jeg vil igennem helvede i dag, så vil den også lige have lov til at yde et bidrag til legen. Jeg sætter røven på en mur og svinger benene over. Vælter nærmest over den næste. Nu mangler jeg kun 100 meter. Men det er de længste 100 meter i mit liv. Sidste forhindring. Jeg smider mig ned på maven og trækker mig under nettet. Kan kun lige rejse mig op på benene igen, og de er ved at bukke under for min vægt. Med den gakkede gangart fra Monty Python stretchen kommer jeg over målstregen. Medaljepigen når kun lige at hænge mit racebling om halsen på mig, inden jeg bogstavelig talt vælter. Jeg ligger på græsset med krampe i begge lår, og har ikke magten over mine ben. Jeg vrider mig i smerte og får kun korte glip af de fotografer, der står lænet ind over mig for at tage billeder. Jeg er åbenbart ved at blive genfødt i et smertehelvede. En eller anden giver mig vand. Smerten fortager sig. Jeg kan trække vejret normalt igen. Jeg er Reborn in Hell!

/Claus

Læst 575 gange