lørdag, 19 november 2016 13:01

Review af Tough Viking Malmø 2015

Skrevet af Claus Dietz

  • Arrangør: Tough Viking
  • Placering: Malmø (lige under broen)
  • Distance: 10 km
  • Antal forhindringer: 25+

BANG! Mine indre organer bliver trykket sammen. Jeg er sikker på, at min rygsøjle forskyder sig. Jeg lander, drejer rundt om mig selv. Prøver igen. BANG! Han rammer mig hårdt igen. Svensken har ramt mig hårdt og presser mig nu ud af banen, helt ud i tilskuerne. Starten er kun lige gået, og alle de nerver, som jeg har opbygget gennem den sidste uge, er lige blevet banket ud af mig af en american football player. Velkommen til Sverige!

Løbet hedder Tough Viking. Ikke at forveksle med Den Glade Viking. Det er noget helt andet. Jeg har set frem til denne dag med meget blandede følelser. Jeg skal på den ene side igennem et nyt OCRace med nye spændende udfordringer, som jeg ikke kender. På den anden side skal jeg danse med en af mine største dæmoner. Strøm! Helt præcist skal jeg igennem 10.000 volt for at komme i mål. Jeg har prøvet at overbevise mig selv om, at det nok skal gå. Problemet er bare, at jeg godt ved, at jeg lyver.
Sidste år blev jeg slået bevidstløs af en strømforhindring. Det tog mig 5 timer, før jeg blev normal igen. Hvis man da kan kalde en OCRacer for normal. Denne oplevelse sidder stadig i kroppen på mig. Hver gang jeg har mødt en strømforhindring siden, har min lille dæmon vundet, og jeg er gået udenom eller taget straffen. Dæmonen sidder allerede på min skulder og glæder sig til målstregen.

Jægersoldaterne byder på røget racers

Vores lille team af DOCRacers har løbet en lille kilometer, da vi møder Fallskärmsjägaren. Det er en eliteenhed inden for det svenske forsvar, som står for denne del af ruten. De har dækket pænt op i dagens anledning, og de har røget OCRacers på menuen. Først skal vi springe over to bål. Husk at trække benene op under sig, ellers bliver dagens menu brændt racer i stedet. Over en 20 fods container. Så rulle en tur i sandet. Vi skal åbenbart paneres, inden vi kravler under et sløringsnet og bliver skyllet af i det kolde vand. De svenske jægersoldater lader os slippe. De må være på en non-fat diæt og denne racerbøf har en for god fedtkant.

Videre op, i det der senere skal vise sig at være de Malmøske alper. Hurtigt videre igennem de dobbelte slacklines, der er sat op som to-tovsbroer. Mere løb, og en tur igennem The Tires. En fin lille passage på mindst 2 km (+/- 1900 m) af dæk i forskellige størrelser. Jeg indrømmer gerne, at det nok ikke har været det mest yndefulde syn i verden. Måske jeg skulle begynde at gå til ballet, som en del af min træning til OCRaces? Hmm.. Jeg ville sikkert se godt ud i et tylskørt. Inden jeg når at bestemme mig for farven på mit fremtidige tylskørt, står vi og kigger op af verdens glatteste reb. Jeg hopper op og tager fat. Glider ned. Det næste ser mere tørt ud. Samme resultat. Jeg prøver det tørreste reb, men jeg når ikke mere et par meter op, inden jeg glider ned. En af mine teammates kigger opgivende på mig. Jeg må hellere tage de 30 strafarmstrækkere, så vi kan komme videre. Vi skal jo helst hjem i dag.

Vi kommer rundt på en flot løbetur under Øresundsbroen og videre op i de Malmøsk Alper. Bedst som vi løber og nyder udsigten, bliver vi drejet af sporet og ind igennem et krat. En frivillig i gul refleksvest siger, at vi skal ned her (eller det tror jeg, at han sagde). Jeg kigger ned af en næsten lodret skrænt, og mit hjerte vælger at hoppe op i halsen på mig. Jeg kan ikke se bunden. Eller rettere, jeg vælger ikke at se efter bunden, for at min højdeskræk ikke skal få lov til at vinde. Jeg bliver presset bagfra af andre racers, der også vil frem. Eller rettere ned. Jeg får vendt røven rundt og griber fat i nettet. Begynder min nedstigning. Oppefra kommer der en anden racer. Han har så meget fart på, at han er på vej ind i mig, og næsten træder mig over hånden. Her vil jeg godt gøre opmærksom på, at det ikke er en skide god ide at give slip på det net, som forhindre mig i at rutsje 10 meter ned igennem sten og buske, men jeg når at få fat igen og se, hvordan folk zigzagger ned ad nettet.
Med sikker grund under fødderne igen, kan vi forsætte vores løbetur. Vi hører skrig i det fjerne. Hvad er det, de bliver udsat for? Strøm? Min dæmon er stadig med, og jeg prøver at kigge over mod skrigene. Jeg kan ikke se noget, men dæmonen maler et billede for mit indre blik. Vi er snart halvvejs, og nedtællingen er i gang.

Halvvejs

Efter en kravletur under et sløringsnet, er der et vanddepot med ny energi i form af redbull. Dog uden vodka. Det ville ellers have passet til musikken, som brager ud af DJ-bilen ved siden af.
Med fornyet energi løber vi videre. Lidt fremme kan jeg se et par røde containere, som racerne hopper op i. Er der isvand i? Jeg træder op kigger over kanten. Der er ikke vand. Vi skal bare ned og op igen. Jeg hopper op og lander på dunken. Svinger benene over og KNÆK! Av for h*lv*d!! Jeg er vrikket om på anklen. Jeg humper ud i den ene siden af containeren, mens jeg bander. Jeg kan høre mine teammates: Hvor er Claus? Jeg stikker næsen over kanten og siger: Jeg er her. Dem: Er du okay? Mig (med sammenbidte tænder): NEJ!
Jeg får hevet mig op på kanten, og kommer meget forsigtigt ned på den anden side. Jeg må springe den anden container over og humpe videre til fire jump. Eller det er så til ild-hinke for mig. Jeg humper videre, mens resten af teamet får passeret ilden. Den står åbenbart på ristet racers.
Jeg kan se den næste udfordring foran mig. Tireflips med traktordæk. Normalt en af mine yndlings discipliner. Men hvad nu, når jeg kun kan støtte på det ene ben? Jeg spørger den frivillige, hvor mange gange vi skal flippe dækket. Tre gange! Jeg humper hen til det største. Min mandlige stolthed må bære mig igennem den her. En af mine kvindelige teammates kommer over og vil hjælpe mig. Jeg får vrisset et eller andet af hende, og meget forskrækket giver hun slip på dækket igen. Alt i mig koger. Jeg er sur på mig selv over at have lavet sådan en dum fejl. Jeg får kæmpet dækket op og skubber hårdt til det. Smerten jager op igennem mit ben. Jeg hinker frem til det igen. Jeg kan kun støtte på min venstre fod. Dækket kommer kun kvart op. Det er her, at jeg normalt ville tage et skridt frem. Jeg bider tænderne sammen og presser igennem. Bum! Så ligger det der og griner af mig igen. Men jeg får det flippet igen! Jeg kan humpe videre.

Op ad skrænten må jeg nærmest kravle på alle tre kun for at opdage, at vi skal en tur ned igen og op igen. Jeg bider tænderne sammen og smerten i mig. De andre spørger, om jeg er okay. Jeg svarer ja ja. Men nu er det mig, der trækker teamet ned, og det er jeg ikke tilfreds med.

Under den hvide bro

Jeg lærer altid noget nyt om mig selv under et OCRace. Eksempelvis kan jeg åbenbart godt lide lange gåture langs vandet. For da vi kommer ned på stranden fortæller min krop mig, at jeg skal gå. Løbe kan jeg simpelthen ikke.
Vi er under Øresundsbroen igen. Vi er på vej ned over de glatte kæmpe sten. Jeg glæder mig til at få min ankel i det kolde vand. Det kan være, at det hjælper lidt på smerten. Ude i vandet ligger der 4 pontoner, som vi skal under. Min makker er meget tilbageholdende. Han er ikke glad for at få hovedet under vand, men han går med der ud. Jeg taler til ham hele vejen. Opmuntrer ham. Prøver at coache lidt. Vi står i koldt vand til livet, og de mandelige læsere vil vide, hvilken ubehagelig oplevelse det er at stå der. Jeg kigger på min makker. Han kæmper med sin egen dæmon lige nu. Jeg prøver at overdøve hans dæmon, da han dykker under pontonen. Han gør det! HELL YEAH!!! Hvor fedt! Min stemme giver ekko under broen og jeg er sikker på, at man kan høre mig i København. Jeg følger efter ham. Er du klar igen? Han nikker. 3-2-1-GOOOO!!! Han dykker igen og kommer op på den anden side. Jeg kan se, hvor meget han kæmper med sin dæmon. Men han har overtaget. Den får ikke lov til at vinde!! Vi gentager det hele to gange mere og svømmer mod land igen. Jeg er så pissestolt! Jeg bliver så inspireret af, når mine fellowracers overvinder deres egne dæmoner, og jeg er taknemlig for, at jeg må være en lille del af det.

Vi får kæmpet os på land igen og miraklet er sket! Det hellige vand ud for Sveriges kyst har helbredt min ankel. Jeg kan løbe igen. Eller jeg kan i hvert fald lunte afsted. Op til nogle vanddunke, der skal på rundtur over en bakke. Jeg forstår ikke, hvor de finder det tunge vand henne? Vi får kæmpet os igennem. Teamet er ved at være trætte nu. Men vi skal ud ad en bølgebryder og vende. Men først over et par vægge, som nogle har stillet på skrå. Med lidt teamwork kommer vi alle over. Mine teammates ligger foran mig, og jeg kan se, at de racers, der kommer imod mig, er drivvåde. Jeg kigger ud for enden og ser, en der springer i vandet fra kanten. Jeg hører stemmen bagerst i mit hoved. Højdeskrækken stikker sit grimme hoved frem, og det minder mig om, at jeg svømmer som en sten. Vandet virker lige pludseligt meget mørkt og meget koldt. Nu skal jeg bevise, at jeg er lige så sej som ham, der lige har overvundet sig selv. Dæmonen hæver stemmen, men bliver overdøvet af mine to teammates. De står allerede ved kanten og kæmper med deres egne dæmoner. 3-2-1-GO! Den ene hopper i. Nu står vi to heroppe. Jeg kigger på hende. Hun er nervøs. Jeg kan se uroen. Jeg prøver at tale hende igennem, men det er som om, at jeg ikke trænger igennem. 3-2-1-GO! Hun står heroppe endnu. Det gentager sig 4-5 gange, men så tager hun mod til sig og springer! Flot! Eller PIS! Nu står jeg her alene, og kan nu høre mig selv tænke igen. Det er ikke altid en god ting i OCRace. Jeg prøver at tælle ned for mig selv. Det virker ikke. Træk vejret dybt og bare… F*CK! Det der med at coache sig selv, det virker sgu ikke! Men jeg vil være viking. Jeg vil overvinde mig selv. Jeg finder mit bedste vikingebrøl frem og springer, mens jeg løber ud over kanten. BLOP! Det mørke kolde vand omslutter mig. Jeg brøler stadig. Jeg når at få smagt på Øresund, inden opdriften sætter ind, og jeg kan starte min tur mod overfladen. Strømmen bevæger mig ind mod land igen og gør min svømmetur lettere. Jeg sender en venlig tanke til den store racer oppe i himmelen. Tak for hjælpen buddy.

Lange arme

Vi løber tilbage til jægersoldaterne for at passere dem i modsatte retning. Vi skal gå armgang i ringe. Jeg hopper op og finder en god rytme. Fra ring til ring, men det går langsomt, og mit greb bliver svagere. Jeg prøver at sætte tempoet op, men misser ringen og PLASK! Jeg må endnu en tur i vandet. Værsgo at vandre i land.

Vi løber videre. Et stort skilt fortæller os, at vi har løbet 9 km og kun har en tilbage. Jeg er stadig sur på mig selv over at have misset armgangen i ringene, da vi kommer til endnu en armgangsforhindring. Jeg vil ikke misse den igen! Jeg hopper op. Tager fat i de våde og glatte metalrør. Jeg kan mærke, at min grebsstyrke ikke er, hvad den plejer at være. Hul i det! Den her skal hives hjem på viljestyrken. Jeg bukker armene i 90 grader. Bider tænderne sammen. Jeg banker min hånd ind i det næste metalrør, og det næste og det næste. Mine arme syrer til. Min ryg syrer til, men jeg må ikke holde pause. Jeg skal igennem. Lige pludselig svinger mine ben ud af takt. Nej nej nej! Jeg hiver dem op under mig. Banker min hånd ind i det næste rør. Jeg er der næsten. Jeg kan næsten nå den lille platform. En til og en til!! BANG! Min fod lander tungt på platformen. Jeg kom igennem! Lidt af stoltheden er genoprettet, da jeg hopper ned og kan se nogle af mine teammates (unavngivne) tage deres 30 strafarmstrækkere. Da vi løber videre, har jeg et lille smil på læben. ?

Den irske bænk kræver en del teamwork at komme op på. Men vi kommer da alle op. Det er straks værre for nogle at komme ned igen, og vi må lave en form for menneskelig trappe for at få den sidste med. Videre til dips-armgang. No problemo. Så kommer den. En af de forhindringer, der driller mig allermest. Rampen! Vi står og kigger på den lidt. Så prøver jeg, men må se i øjnene, at min ankel er ikke helbredt. Det bliver ikke i dag, at jeg besejrer rampen. Så 30 strafarmstrækkere senere skal jeg løbe ned på stranden og hoppe ind i et rør, der fører mig direkte ud i en suppe af rådden tang. Jeg kan prise mig lykkelig for, at alt den armgang har givet mig så lange arme, for ellers havde jeg fået lov til at smage den rådne tangsuppe. Nåh, vi kan jo ikke ligge her i vandkanten og nyde strandlivet hele dagen, så ind mod land igen. Der er jo det der opgør med de 10.000 volt, der skal tages.

10.000 volt

Der står den. Jeg sætter tempoet ned. Jeg taler min plan igennem med mig selv. Ikke tænke. Bare løbe igennem. Mine øjne fanger tallet igen og igen. 10.000! Jeg ved godt, at man kan komme igennem. Jeg har set andre gøre det, men alt i min krop skriger, at jeg skal gå uden om. En af mine teammates tager mod til sig og løber igennem. Jeg kan se, at han bliver ramt, men han er igennem. Som en løve i et bur går jeg hvileløst frem og tilbage foran den sidste forhindring. Kun en forhindring tilbage før jeg kan kalde mig en Tough Viking. Det er ikke engang 100 meter. KOM NU! Publikum griner og klapper hver gang, der er racere, der kommer igennem. Den sidste af mine teammates står ved siden af mig og råber: Kom nu. Vi gør det!

Instinktivt sætter jeg i løb. 5 meter, 3 meter, 1 meter, jeg er inde under forhindringen, men drejer af lige før den første ledning, og løber ud af siden. Publikum griner højlydt. Kan de ikke høre den lille dæmon, der overdøver alt i mig? Hele min krop ryster. Alt i mig råber NEJ! Jeg står foran forhindringen igen og stirrer ind imellem alle ledningerne. Jeg har set min rute, så jeg kommer uden om de halmballer, der ligger derinde. Jeg ved, hvad jeg skal. Men jeg kan ikke. Publikum klapper. Jeg strækker armene ud til siden. Bevæger dem op og ned i fast takt. Jeg skal have publikum med mig. De klapper i takt. Nogle hujer. Jeg trækker vejret dybt for jeg ved, at jeg de næste 10 meter ikke kommer til at trække vejret. Jeg tager armene op foran mit ansigt som en bokser, der beskytter sig bag sine parader. Jeg sætter i løb. Lukker øjnene og brøler alt hvad jeg kan!!!!! Jeg mærker slagene fra strømmen på mine arme og lår, men fokuser på næste skridt. Mit brøl bliver stærkere! Pludselig forsvinder mit venstre ben under mig. Jeg flyver! Jeg kan ikke se noget, men jeg får stoppet faldet med mit ansigt. Jeg kan mærke, at mit ansigt er fyldt med vand og halm. Jeg ved ikke, om jeg stadig er inde i forhindringen eller om jeg er kommet ud. Jeg bruger fremdriften til at rulle. Jeg skal væk! Væk fra det strømhelvede! Mine øjne er fyldt med vand og halm, men på en eller anden måde opfatter jeg, at jeg er ude. Jeg prøver at rejse mig, men min venstre læg vil ikke samarbejde. Den er helt spændt i krampe. Det er dér, at strømmen ramte og fældede mig. En af mine teammates er kommet tilbage for at hjælpe mig. “ER du okay?!”. Jeg får vist fremstammet, at det er jeg (løgner). Hun tager min arm over sin skulder, og sammen kan vi humpe fremad. Jeg kan ikke rigtig se noget, men jeg kan skimte tidtagningsmåtterne under mig. En svensk pige i noget gult tøj siger noget til mig og hænger en medalje om halsen på mig. Jeg tror, at jeg er i mål, men jeg kan stadig ikke se noget. Jeg hører velkendte stemmer og nogen klapper mig på skulderen. Jeg får tørret vandet ud af øjnene og kan se en masse glade mennesker omkring mig. Jette bra! En eller anden krammer mig. Jeg ser mig desorienteret omkring. Jeg er i mål. Jeg gjorde det! JEG FUCKING GJORDE DET!!!! Jeg er en Tough Viking!

//Claus

Læst 499 gange
Mere i denne kategori: « Nordic Race The Beach