tirsdag, 08 september 2015 12:00

Toughest Oslo 2015

Skrevet af Mathias Mølgaard

Hvem: Toughest
Hvor: Oslo
Distance: 10 km
Antal forhindringer: 40+

Af Docracer nr. 52 Mathias Mølgaard.

Reviewet er udelukkede et udtryk for racerens egen oplevelse og opfattelse af løbet. LETS RACE!

Pas – Tjek. Billetter – Tjek. Taske pakket – Tjek.

Nu var det endelig tid til endnu et Toughest Race. Denne gang i Oslo, nærmere betegnet Holmekollen.
Min racebuddy, Kenneth, og jeg ankom til lune (og dyre) Oslo efter at have forladt regnfulde Danmark.
Oslo bød, fredag, på 23 grader, skyfrit og vindstille og perfekt racevejr, men eftersom det var fredag, og vi ikke havde medbragt mad af nogen art, måtte vi lige runde det lokale supermarked for at proviantere lidt.
Oslo er dyrt. Efter at have været i supermarkedet satte vi os i metroen, og turen gik det sidste stykke mod hotellet, som lå 200 meter fra selve raceeventet. Man kunne nærmest ikke komme højere. Fredagen gik med indcheckning og en tur rundt på noget af banen, hvor vi kunne få checket et par obstacles ud blandt andet afslutningen, som er 120 meters kravletur op af ad skihopbakken. Ondskab, ondskab, ondskab.

Lørdag oprandt (og det stod ned i lårfede stråler), og endelig, endelig skulle det jeg har ventet på siden oktober sidste år forløses: Et race på legendariske Holmekollen. De, som har løbet Toughest i København og Stockholm, ved, at racet som regel starter med en tur i vandet, som den første obstacle, men ikke Oslo. Startskuddet gik, og så var det ellers op ad bakke, meget op ad bakke. Første forhindring var lukket på grund af regnen. Anden forhindring var over/under, og var nemt passeret. Tredje forhindring var “dipswalk”, hvilken også hurtigt overstået i lyset af, at vi løb på en stigning. En tur igennem en sump med til tider dybe huller og iskoldt vand – Jo toughest-crewet ved, hvordan man gør det spændende. Russian bags op og ned ad en bakke, for at det skulle syre lidt til i arme og ben, efterfulgt af en elevated wall, og derefter monkeybars. Toughest har indført såkaldte fast lanes, hvor man får ét forsøg, til gengæld må man så springe næste forhindring over, men klarer man den ikke, venter der en strafrunde. Ved monkeybars hed det flying monkey – Altså monkey bars med cirka en meter mellem hver – så er man lidt parkour ekspert, burde det ikke være noget problem ?
Turen kom herefter til ringene – frygtet af mange, hadet af endnu flere. Jeg mistede momentum og røg til jorden, hvorfor jeg måtte tage min strafrunde. Den var hurtigt overstået, og vi løb videre til “step up”, hvilket var tre brædder i forskellig højder, der skulle forceres. Denne forhindring var alene svær på grund af, at regnen var gjort brædderne glatte.

Deres ropeswing, som lå ud til en sø, var lavet om til armgang i stedet. Denne blev forceret, hvorefter man blev tvunget til en tur i vandet. Vandet var pissekoldt, men heldigvis var der koldtvandseksperter på stedet, der instruerede en i korrekt vejrtrækning, og dette hjalp, tak Toughest. Vi løb videre til halmballer, hvilke nemt blev forceret, og så var det ellers om at løbe. Vi skulle have varmen, hvilket nemt bliver klaret ved at løbe 1 kilometers hård trail.
Da vi kom til 4k mærket, nåede vi eventområdet, og der var en af de forhindringer, jeg havde glædet mig rigtig meget til, nemlig “platinum rig”, som er en blanding af ringe, monkeybars, ropeclimb og ringe man skal træde ned i. Fast besluttet på IKKE at få en strafrunde blev den med møje besvær forceret. Forhindringen er teknisk SVÆR og jeg vidste, at jeg frivilligt ville tage en strafrunde senere hen.
Jeg mistede min racebuddy, da hans lægge begyndte at krampe. Jeg fik grønt lys til at fortsætte. Jeg klatrede i lidt reb, ringede på en klokke, ned igen og der kom den SÅ: Dragons back – 5 forvoksede stykker Toblerone med masser af jernrør. Det er så meningen, at man skal hoppe fra platform til platform – JEG KAN IKKE (min psyke er simpelthen ikke til det), så jeg tog min strafrunde og måtte op og ned af skråningen. Bagefter var det meningen, at turen skulle gå 100 meter nærmest lodret ned af en gigantisk” slip´n´slide” – men den var lukket, fordi den var blevet revet op af et par trailsko ? ØV ØV ØV. Men videre igennem en lille sø, og over en balancebom.
Der var dernæst dømt uphill extreme. På dette tidspunkt var jeg så syret til i ben og arme, at jeg måtte sætte farten ned til gå-tempo – Jeg kunne simpelthen ikke løbe mere op ad bakke, og jeg ville gerne have kræfter til afslutningen. Afslutningen kom så….snigende.. med tre mindre obstacles foran mig; halmballer, irish bench, og traverse walls, hvilket var ingenting i forhold til, hvad der ventede mig og de 3400 andre racere… De tre obstacles blev forceret, og i en nærmest tranceagtig tilstand, begav jeg mig på min sidste færd mod Holmekollen.. ondskab, ondskab, ondskab.
Kræfterne var ved at slippe op, og jeg begyndte langsomt at stige op mod mållinjen, godt hjulpet af den rare mand med mikrofonen, som gav lidt gejst til alle (ja, de har virkelig gode speakere). Ned på alle fire, og trække mig selv op i det net, som var så pænt lagt udover bakken. Et skridt ad gangen, et tag ad gangen, og til sidst stod jeg der; Stakåndet, og med så meget syre i kroppen at jeg kunne ætse igennem hvad som helst. Jeg fik mit armbånd og min medalje. Jeg satte mig ned, kiggede efter min racebuddy, og nød ellers udsigten, LEGENDARISK.
100% det hårdeste Toughest jeg endnu har deltaget i, men helt klart det fedeste. Norge kan bare noget med trailbaner, de obstacles Toughest har, er ikke ligefrem nyskabende, men de er sjove og tester virkelig ens tekniske kunnen og formåen. Jeg gør det helt sikkert endnu engang (hvis jeg får råd, NORGE ER DYRT), men nu venter Toughest CPH og forhåbentlig London næste år ? Og hvad mon der ikke ellers dukker op. Ses vi den 26. september?

I kan tro, jeg står klar på Amager Strandpark. GO TOUGH – Mathias Mølgaard

Læst 1137 gange